Indlæg i Politiken om fædre på barsel, bragt 6/1 2013

Skal vi fortsat give kvinderne 94 procent af den samlede barselsorlov? Nej!

Thomas Godsk Larsen, kommunikationskonsulent og cand.mag.

Jeg er blandt de 10 procent mænd, der taler om børn, som Politiken efterlyser (Pol. 14/12). Jeg er tilmed på barsel for øjeblikket med min 10 måneder gamle datter – eller ”forældreorlov”, som det hedder, hvis man som mand tager mere end de typiske to uger efter fødslen. Og der slutter den lille forskelsbehandling mellem kønnene ikke. Børnepengene går ind på min kones konto, pladsanvisningen kontakter konsekvent min kone, selv om jeg har bedt dem om at kontakte mig, og tilbuddet om besøg af sundhedsplejerske kommer ikke automatisk, når far går på barsel. Og så videre. Små forskelle, som jeg kan leve med – men små ting, der måske er med til, at færre mænd synes, det er naturligt at tage en længere barsel.

Og så er der det med arbejdspladsen. Jeg arbejder selv i en international børne- og ungdomsorganisation, så det ville se dårligt ud, hvis jeg som far blev nægtet tre måneder herhjemme med mit barn. Men jeg anerkender, at nogle af mine kønsfæller arbejder steder, hvor man kigger skævt til, at far vil gå derhjemme i længere tid. Der er opblødning på vej, og jeg kender flere og flere fædre, der gør det samme som jeg. Kulturen skal ændres lige så langsom, så vi nærmer os de svenske tilstande, og jeg mener helt klart, at en øremærket barselsperiode til fædre vil være et skridt på vejen, ligesom ideen om fædregrupper, som er blevet indført i Roskilde kommune, er en god idé.

Men vil mor lade far overtage derhjemme? For mit eget vedkommende var svaret ja, men jeg hører historier om fædre, der ikke får sat stolen for døren og insisterer på at få sin del af barslen, når først en eventuel amning kan nedtrappes. Også her skal der vindes en kamp. Det sidste spørgsmål er, om far egentlig gerne vil tage barsel. Ultimativt skal mor og far selv beslutte, hvordan de vil organisere sig, og en hverdag med lortebleer, hjemmelavet grød tre gange om dagen, ”gy gy gy” som dagens sproglige stimuli og periodevis søvnløse nætter er bestemt ikke for alle – heller ikke for alle fædre.

Så hvordan er det at gå hjemme som mand? Er det ikke dejligt, spurgte folk mig i starten. Nej, det er helt forfærdeligt, svarede jeg de to første uger. Og det var det. Søvnløse nætter, sygdom, intet overblik over, hvad der skulle gøres i løbet af dagen, alle fire i familien på overarbejde. Men det interessante var her, hvordan omverdenen reagerede, når jeg sagde det. I denne avis’ spalter så vi, hvilke stærke reaktioner de afføder, når mødre jamrer over moderskabet og hverdagen med børn. Den reaktion, jeg mødte, var overbærende smil og grin og en portion medlidenhed fra kolleger, venner og familie. Men ingen fordømmelse eller forargelse over, at jeg ikke følte mig opgaven moden.

På det punkt tror jeg faktisk, kvinder får en hårdere medfart end mænd, og at den primært kommer fra andre kvinder. Hvorfor, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg tror kvinder i dag er mere udfordret af hinanden til at skulle få hele maskineriet – parforhold, familie, karriere, veninder, måske lidt fritid – til at fungere. Om jeg er speciel typisk for mit køn, ved jeg ikke, men jeg lever fint med min utilstrækkelighed, når jeg ikke kan få det hele til at spille eller ikke orker mine børn. Og så er jeg nok også rimelig ligeglad med, hvad andre tænker.

Efter de to første ugers indkøring går det nu glimrende med at være barslende far. Og tiden herhjemme har, ud over stor nærhed og en masse fantastiske øjeblikke med min datter, givet mig en række tanker omkring forskelle og ligheder, når henholdsvis far og mor går hjemme. Og ja, der er forskel på mænd og kvinder og på, hvordan vi gør tingene, men der er også rigtig mange områder, hvor jeg mener, de ofte udmalede kønsforskelle alene skyldes, at vi står med forskellige vilkår. For eksempel er det ikke din barslende kone, der er kvindagtig hysterisk, fordi hun er efter dig med gøremål, når du kommer hjem fra arbejde og bare har brug for at sidde. Og det er ikke udtryk for en særlig snæver kvindehorisont, når hun under barsel kun kan tale om de andre babyer i mødregruppen, og hvor mange bleer hun har skiftet i dag. Jeg oplever, at der er sket fuldstændig det samme for mig af at gå hjemme, og jeg vil vove den påstand, at det i en vis grad vil ske for alle uanset køn. Jeg kan endda også – som ofte også gøres til en kliché om emsige mødre – tage mig selv i at rette på min kones måde at være sammen med vores yngste datter på. Og det skal jeg virkelig lade være med!

Det er en stor øjenåbner at gå hjemme i forhold til at forstå, hvad det er, ens kone eller kæreste går igennem den første periode som mor. Hun er ikke bare skidesur, som var titlen i DR-programmet, ”Hjælp, min kone er skidesur”. Det gør noget ved en, når man i hverdagen får det fulde ansvar for et lille, nyt menneske, mens ens partner går på arbejde og kommer træt hjem hver dag. Barsel for fædre giver en større forståelse for hinandens behov, og det er måske derfor, undersøgelser viser, at der er bedre samliv og færre skilsmisser i familier, hvor far har været på barsel.

Så vil jeg anbefale andre fædre at gå på barsel? Bestemt! Vi vil gerne være flere mænd – i fædregrupper, til babysvømning, til babysalmesang og over for sundhedsplejen. Det er en fed oplevelse som far og menneske, og der er gode familiemæssige så vel som samfundsmæssige grunde til at tage barsel som mand. Det gavner ligeløn og lige muligheder på arbejdsmarkedet på lidt længere sigt, og det giver mere at snakke om på arbejdspladsen. Politikenjournalist Ditte Gliese skriver (14/12), at hun stadig bliver spurgt til, om hun er kommet godt i gang på jobbet efter barsel, og at det er, fordi hun er kvinde. På mit job spørger de nu også altid til børnene derhjemme, og det er ikke på grund af mit køn, men på grund af mit valg om at dele barslen med min kone. Et valg, jeg ved, jeg aldrig vil fortryde.