tirsdag den 22. januar 2013

Tomt!

Lige så godt indkøringen går, lige så tomt er der herhjemme. Det er vemodigt, at barslen er ved at være slut. Jeg kan se tilbage på en af de bedste (og nogle dage: hårdeste) perioder i mit liv. Runa udvikler sig jo hele tiden, og det er dejligt at høre, at hun i den grad trives sammen med andre børn og dagplejemoderen. I dag er det første dag, hun skal være der hele dagen, dvs. til og med eftermiddagslur. Det kommer til at gå fint - og i morgen er der heldagslegestue, hvor Runa også kommer med.

Uanset hvad, har det givet en masse dejlige oplevelser og samvær med Runa, og så har jeg også været med til at sætte øremærket barsel til fædre på den politiske dagsorden. Jeg har været i kontakt med debattører og politikere, der har læst mit indlæg med interesse, og blandt andet skal jeg mødes med socialdemokraternes ligestillingsordfører på Christiansborg i februar. Dertil kommer, at jeg har mailet frem og tilbage om emnet med Johanne Schmidt-Nielsen, med De Radikales ligestillingsordfører (hvis mand p.t. også er på barsel) og med SF, som gerne vil bruge mig som case, når de forsøger at sætte emnet på dagsordenen igen i løbet af 2013. Så jeg har da foreløbig været med til at give noget videre også på den samfundsmæssige front.

fredag den 18. januar 2013

Dagpleje, vuggestue, Lalandia


Billede: Runa studerer kortet over Lalandia før morgenmaden.

Nej, der er ikke tale om en evolutionær progression i overskriften, måske snarere omvendt?
Den forløbne uge har haft opstart i dagpleje på programmet. Vi var meget spændte – men det er gået over al forventning. Runa var der lidt alene allerede første dag, og de sidste par dage sov hun formiddagslur deroppe og fik frokost, før jeg hentede hende. Vi er alle overraskede over, hvor godt det er gået. Kun første dag græd hun, da jeg gik, og meldingerne er, at hun hygger sig med dagplejemor og blandt de andre børn. Det er bare dejligt!

Sørme om vi ikke midt i det hele fik tilbudt vuggestueplads fra den 1. april – vores oprindelige 1. prioritet. Det gav os et kæmpe dilemma, og de skulle have besked dagen efter. Man står midt i en vellykket indkøring med en sød dagplejemor – og kommer i tvivl. Jeg besøgte vuggestuen samme dag og fik et rigtig godt indtryk og fik mindet mig selv om, hvorfor vi gerne ville have Runa i vuggestue: nem logistik for Runa og Frida, nem overgang til børnehave – og så er det også betryggende at vide, at Runa godt kan være ude. At dagplejeindkøringen er gået så godt er jo på en eller anden måde også udtryk for, at det også kan gå godt om 2 ½ måned, når hun starter i vuggestue. For, ja, vi takkede ja til pladsen og har pænt fået sagt det til dagplejemoren. Også selv om vi ikke blev 100 % sikre, så fik vi i hvert fald taget en beslutning ud fra forudsætningerne.

Og nu er vi i Lalandia! Det var julegaven til Frida og Runa fra os. Runa har dog kun set hytten foreløbigt. Hun er snottet, ramt af nye tænder og savl, og generelt fyldt op af indtryk fra den første uge ude. Første nat hernede (vi er i Rødby) fik ingen af os sovet særligt meget, da Frida også fik feber, men i dag er der chance for, at hun skal med ned i legeland eller vandland. Og i nat har vi fået sovet godt. Sjovt er der i hvert fald hernede – Frida nyder det i store drag, og vi andre ligeså.

For resten: Fik lejlighed til at gentage og uddybe mine pointer omkring øremærket barsel til fædre i TV 2 Lorry den anden dag. Se med: http://www.lorry.dk/arkiv/2013/1/15?video_id=75499

fredag den 11. januar 2013

Barsel går på hæld


Billede: Sidste "rigtige" hjemmedag med Runa. (Det lille sår på næsen er fra et lille og udramatisk styrt i svømmehallen i tirsdags. ;-))

Vemodigt er det, at barslen snart er slut. Faktisk er i dag den sidste dag alene hjemme med Runa, før det på mandag står på indkøring i dagpleje.

I går var vi på besøg hos Runas kommende dagplejemor, og det var rigtig positivt. Sød, varm dame med et godt tag på de mindste. Men Runa var som sædvanlig reserveret over for andre voksne og "talte" mest med de andre børn.

Vi er forberedt på, at indkøringen kan komme til at tage noget tid. Det kan også godt være, det kommer til at gå nemt. Men Runa er stadig meget forsigtig over for fremmede, og vi hører, at det endda kan tage halvanden måned, før det kører helt. Så, ja - som sagt - vi er forberedt på det meste.

På mandag skal Runa prøve at være der lidt alene, og så må vi se. Foreløbig har jeg to uger dedikeret til indkøring.

Jeg tror også, det bliver dejligt for Runa, når først vi har fået hul på det. Når jeg tænker over det, er det jo faktisk ikke mange andre børn, hun har været sammen med, mens jeg har været på barsel med hende. Og hun viser stigende interesse for andre børn, når vi møder nogle. Jeg ved også, hun kommer til at rykke på en række punkter, når først hun får en hverdag ude og med andre børn.

Ja, én ting er helt sikker, og det er, at der kommer til at ske en masse den kommende tid. De rolige hjemmedage med Runa og mig på barsel går på hæld.

søndag den 6. januar 2013

Indlæg i Politiken om fædre på barsel, bragt 6/1 2013

Skal vi fortsat give kvinderne 94 procent af den samlede barselsorlov? Nej!

Thomas Godsk Larsen, kommunikationskonsulent og cand.mag.

Jeg er blandt de 10 procent mænd, der taler om børn, som Politiken efterlyser (Pol. 14/12). Jeg er tilmed på barsel for øjeblikket med min 10 måneder gamle datter – eller ”forældreorlov”, som det hedder, hvis man som mand tager mere end de typiske to uger efter fødslen. Og der slutter den lille forskelsbehandling mellem kønnene ikke. Børnepengene går ind på min kones konto, pladsanvisningen kontakter konsekvent min kone, selv om jeg har bedt dem om at kontakte mig, og tilbuddet om besøg af sundhedsplejerske kommer ikke automatisk, når far går på barsel. Og så videre. Små forskelle, som jeg kan leve med – men små ting, der måske er med til, at færre mænd synes, det er naturligt at tage en længere barsel.

Og så er der det med arbejdspladsen. Jeg arbejder selv i en international børne- og ungdomsorganisation, så det ville se dårligt ud, hvis jeg som far blev nægtet tre måneder herhjemme med mit barn. Men jeg anerkender, at nogle af mine kønsfæller arbejder steder, hvor man kigger skævt til, at far vil gå derhjemme i længere tid. Der er opblødning på vej, og jeg kender flere og flere fædre, der gør det samme som jeg. Kulturen skal ændres lige så langsom, så vi nærmer os de svenske tilstande, og jeg mener helt klart, at en øremærket barselsperiode til fædre vil være et skridt på vejen, ligesom ideen om fædregrupper, som er blevet indført i Roskilde kommune, er en god idé.

Men vil mor lade far overtage derhjemme? For mit eget vedkommende var svaret ja, men jeg hører historier om fædre, der ikke får sat stolen for døren og insisterer på at få sin del af barslen, når først en eventuel amning kan nedtrappes. Også her skal der vindes en kamp. Det sidste spørgsmål er, om far egentlig gerne vil tage barsel. Ultimativt skal mor og far selv beslutte, hvordan de vil organisere sig, og en hverdag med lortebleer, hjemmelavet grød tre gange om dagen, ”gy gy gy” som dagens sproglige stimuli og periodevis søvnløse nætter er bestemt ikke for alle – heller ikke for alle fædre.

Så hvordan er det at gå hjemme som mand? Er det ikke dejligt, spurgte folk mig i starten. Nej, det er helt forfærdeligt, svarede jeg de to første uger. Og det var det. Søvnløse nætter, sygdom, intet overblik over, hvad der skulle gøres i løbet af dagen, alle fire i familien på overarbejde. Men det interessante var her, hvordan omverdenen reagerede, når jeg sagde det. I denne avis’ spalter så vi, hvilke stærke reaktioner de afføder, når mødre jamrer over moderskabet og hverdagen med børn. Den reaktion, jeg mødte, var overbærende smil og grin og en portion medlidenhed fra kolleger, venner og familie. Men ingen fordømmelse eller forargelse over, at jeg ikke følte mig opgaven moden.

På det punkt tror jeg faktisk, kvinder får en hårdere medfart end mænd, og at den primært kommer fra andre kvinder. Hvorfor, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg tror kvinder i dag er mere udfordret af hinanden til at skulle få hele maskineriet – parforhold, familie, karriere, veninder, måske lidt fritid – til at fungere. Om jeg er speciel typisk for mit køn, ved jeg ikke, men jeg lever fint med min utilstrækkelighed, når jeg ikke kan få det hele til at spille eller ikke orker mine børn. Og så er jeg nok også rimelig ligeglad med, hvad andre tænker.

Efter de to første ugers indkøring går det nu glimrende med at være barslende far. Og tiden herhjemme har, ud over stor nærhed og en masse fantastiske øjeblikke med min datter, givet mig en række tanker omkring forskelle og ligheder, når henholdsvis far og mor går hjemme. Og ja, der er forskel på mænd og kvinder og på, hvordan vi gør tingene, men der er også rigtig mange områder, hvor jeg mener, de ofte udmalede kønsforskelle alene skyldes, at vi står med forskellige vilkår. For eksempel er det ikke din barslende kone, der er kvindagtig hysterisk, fordi hun er efter dig med gøremål, når du kommer hjem fra arbejde og bare har brug for at sidde. Og det er ikke udtryk for en særlig snæver kvindehorisont, når hun under barsel kun kan tale om de andre babyer i mødregruppen, og hvor mange bleer hun har skiftet i dag. Jeg oplever, at der er sket fuldstændig det samme for mig af at gå hjemme, og jeg vil vove den påstand, at det i en vis grad vil ske for alle uanset køn. Jeg kan endda også – som ofte også gøres til en kliché om emsige mødre – tage mig selv i at rette på min kones måde at være sammen med vores yngste datter på. Og det skal jeg virkelig lade være med!

Det er en stor øjenåbner at gå hjemme i forhold til at forstå, hvad det er, ens kone eller kæreste går igennem den første periode som mor. Hun er ikke bare skidesur, som var titlen i DR-programmet, ”Hjælp, min kone er skidesur”. Det gør noget ved en, når man i hverdagen får det fulde ansvar for et lille, nyt menneske, mens ens partner går på arbejde og kommer træt hjem hver dag. Barsel for fædre giver en større forståelse for hinandens behov, og det er måske derfor, undersøgelser viser, at der er bedre samliv og færre skilsmisser i familier, hvor far har været på barsel.

Så vil jeg anbefale andre fædre at gå på barsel? Bestemt! Vi vil gerne være flere mænd – i fædregrupper, til babysvømning, til babysalmesang og over for sundhedsplejen. Det er en fed oplevelse som far og menneske, og der er gode familiemæssige så vel som samfundsmæssige grunde til at tage barsel som mand. Det gavner ligeløn og lige muligheder på arbejdsmarkedet på lidt længere sigt, og det giver mere at snakke om på arbejdspladsen. Politikenjournalist Ditte Gliese skriver (14/12), at hun stadig bliver spurgt til, om hun er kommet godt i gang på jobbet efter barsel, og at det er, fordi hun er kvinde. På mit job spørger de nu også altid til børnene derhjemme, og det er ikke på grund af mit køn, men på grund af mit valg om at dele barslen med min kone. Et valg, jeg ved, jeg aldrig vil fortryde.

torsdag den 3. januar 2013

Intet nyt er godt nyt!


Foto: Frida ordner Runas hår. Sommerhus i Egense, nytåret 2012/2013.

Det bliver ikke til så mange opdateringer her på bloggen. Men jeg kan forsikre om, at alt er vel. Vi har haft en dejlig ferie i Nordjylland, som vi netop er kommet hjem fra. Nu er det bare at nyde de sidste elleve dage, før Runa skal starte i dagpleje. Vi er meget spændte, for Runa er stadig meget farsyg, men lad os nu se - nogen gange går det jo meget nemmere, end man regnede med. Under alle omstændigheder har vi to uger til indkøringen, og det er rigtig rart.

Ha' det godt derude - jeg lover en spændende opdatering inden for et par dage, når mine holdninger og refleksioner over fædre på barsel forhåbentlig er nået et stort publikum ...

fredag den 14. december 2012

Storesøster Frida fylder 5 år!



Foto: Frida går Lucia i børnehaven på sin 5 års fødselsdag.
Se Youtube-video fra bedsteforældredagen, hvor morfar var med, her: http://www.youtube.com/watch?v=sGjRozaJWmM

Et enkelt blogindlæg skal handle mere om Runas storesøster, Frida, som i går fyldte 5 år. Vi startede med bakke kl. 6.30 (Runa fik lov at sove videre), morgenbord med boller og spadseretur til børnehaven. Kl. 11 kom mor, far og Runa retur til børnehaven, hvor Frida blev efter børnehavens traditioner: Fødselsdagssang, et gaveark med tegninger af stuens børn, valg af fællesleg og derefter frokost – i denne omgang efterfulgt af dessert, som Frida havde medbragt: is!

Mor, far og Runa tog hjem igen for blot at komme retur kl. 15, hvor der var julehygge for forældre og børn samt luciaoptog, som Frida gik i. Frida sang og gik så flot og stolt!

Hjemme igen fik vi gæster: Magnus og Mette samt Hannah og Hannahs mor, Tine. Vi fik hjemmelavet pizza, og Frida blev yderligere begavet.

Vi afsluttede aftenen med at tænde lysene i juletræet – nu allerede en lille ”tradition” på Fridas fødselsdag.

Alt i alt tror vi på, Frida havde en pragtfuld dag! I dag står den på lidt oprydning og opvask, men foreløbig sidder Runa og jeg og hygger os med morgenmaden. Fik jeg sagt, at jeg egentlig godt kunne gøre det her i længere tid end til 1. februar?

torsdag den 6. december 2012

Dagpleje i hus!


Foto: Hyggestund med pigerne i sommerhuset i Bønnerup, mens Dorthe er til møde på Mols.

YES!!! Vi har i dag fået dagplejeplads, og endda i Gevninge. Det holdt hårdt, da der er meget tryk på p.t., og fordi man afskedigede flere dagplejere for et par år siden. Vi er glade! Start: 14. januar.