fredag den 18. januar 2013

Dagpleje, vuggestue, Lalandia


Billede: Runa studerer kortet over Lalandia før morgenmaden.

Nej, der er ikke tale om en evolutionær progression i overskriften, måske snarere omvendt?
Den forløbne uge har haft opstart i dagpleje på programmet. Vi var meget spændte – men det er gået over al forventning. Runa var der lidt alene allerede første dag, og de sidste par dage sov hun formiddagslur deroppe og fik frokost, før jeg hentede hende. Vi er alle overraskede over, hvor godt det er gået. Kun første dag græd hun, da jeg gik, og meldingerne er, at hun hygger sig med dagplejemor og blandt de andre børn. Det er bare dejligt!

Sørme om vi ikke midt i det hele fik tilbudt vuggestueplads fra den 1. april – vores oprindelige 1. prioritet. Det gav os et kæmpe dilemma, og de skulle have besked dagen efter. Man står midt i en vellykket indkøring med en sød dagplejemor – og kommer i tvivl. Jeg besøgte vuggestuen samme dag og fik et rigtig godt indtryk og fik mindet mig selv om, hvorfor vi gerne ville have Runa i vuggestue: nem logistik for Runa og Frida, nem overgang til børnehave – og så er det også betryggende at vide, at Runa godt kan være ude. At dagplejeindkøringen er gået så godt er jo på en eller anden måde også udtryk for, at det også kan gå godt om 2 ½ måned, når hun starter i vuggestue. For, ja, vi takkede ja til pladsen og har pænt fået sagt det til dagplejemoren. Også selv om vi ikke blev 100 % sikre, så fik vi i hvert fald taget en beslutning ud fra forudsætningerne.

Og nu er vi i Lalandia! Det var julegaven til Frida og Runa fra os. Runa har dog kun set hytten foreløbigt. Hun er snottet, ramt af nye tænder og savl, og generelt fyldt op af indtryk fra den første uge ude. Første nat hernede (vi er i Rødby) fik ingen af os sovet særligt meget, da Frida også fik feber, men i dag er der chance for, at hun skal med ned i legeland eller vandland. Og i nat har vi fået sovet godt. Sjovt er der i hvert fald hernede – Frida nyder det i store drag, og vi andre ligeså.

For resten: Fik lejlighed til at gentage og uddybe mine pointer omkring øremærket barsel til fædre i TV 2 Lorry den anden dag. Se med: http://www.lorry.dk/arkiv/2013/1/15?video_id=75499

1 kommentar:

  1. Dejlig situationsrapport. Skønt, at det har været så god en start i dagplejen for Runa! Det er da lidt træls med sygdom, og så begge pigerne. Mon ikke deres julegave i Lalandia kan medvirke til, at de hurtig bliver friske igen. Tillykke med vuggestuepladsen. Ha en god miniferie! God bedring!!
    Så er der ikke lang tid tilbage af barselsorloven, Thomas.

    SvarSlet